En genert dreng nærmede sig stille en gadepianist og spurgte blidt: “Kan du spille La Bohème?” Pianisten smilede og begyndte at spille—langsomt, ømt og fuld af følelser.

Mens melodien fyldte pladsen, stoppede folk op. Samtalerne døde ud. Drengen stod helt stille ved siden af klaveret, mens tårerne løb ned ad hans kinder. Hans reaktion rørte alle omkring ham.

Snart tørrede fremmede deres øjne, par holdt hinanden i hånden, og hele menneskemængden blev overvældet af øjeblikkets skønhed.

Da musikken stoppede, hviskede drengen: “Det var min mors yndlingssang.”
Og i det øjeblik forstod hele gaden, hvorfor sangen betød så meget—en helt almindelig eftermiddag blev forvandlet til et øjeblik, ingen ville glemme.