Da Luca Di Stefano trådte op på scenen, kunne ingen have forudset den utrolige optræden, der var ved at udfolde sig. Med sit unge udseende og rolige væsen forventede dommerne en let og moderne sangstil — noget typisk for unge deltagere. Men i det øjeblik han åbnede munden, frøs hele rummet.

Lucas stemme — dyb, rig og utroligt sjælefuld — lød, som om den tilhørte en erfaren jazzlegende snarere end en ung sanger på en talentscene. Hans klang havde varmen fra gammelt vinyl og bar en hypnotiserende, fløjlsblød dybde, der straks gav publikum gåsehud. Dommerne trak efter vejret, spilede øjnene op og smilede målløst, mens de forsøgte at forstå, hvad de hørte.

Mens Luca bevægede sig ubesværet gennem sangen og leverede hver eneste tone med præcision og følelsesmæssig tyngde, brød studiet ud i applaus. Dommerne udvekslede vantro blikke og rystede på hovedet, som om de ville sikre sig, at de ikke forestillede sig det. Én efter én lænede de sig frem, helt fanget af den surrealistiske kontrast mellem Lucas unge ydre og hans kraftfulde, gammelsjælede stemme.